22. aug. 2014
Af af Dorte Quist
Årets Komiker-pris gik til Danish Dynamite
Martin Brygmann, Magnus Millang, Martin Høgsted og i baggrunden Nikolaj Lie Kaas.
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Det var en særdeles populær comedy-duo, der løb af med prisen ved "Zulu Comedy Galla".
Ved årets "Zulu Comedy Galla" gik "Årets Komiker"-pris til den super populære duo "Danish Dynamite".
De 1.500 gæster i Operaen rejste sig straks og gav Martin Høgsted og Magnus Millang et stående, trofast og taktfast bifald, da Nikolaj Lie Kaas og Martin Brygmann kårede dem som "Årets Komikere".
De to fik titlen af TV-seerne, som har været meget begejstrede for den tredje sæson af "Danish Dynamite", som blev vist i foråret på TV 2 Zulu.
Rasmus Bjerg var vært ved årets "Zulu Comedy Galla", og han løftede på fornem vis arven fra Nikolaj Lie Kaas, og TV-seerne kan glæde sig til et meget morsomt, ironisk og satirisk show, der sendes på søndag på TV 2 Zulu.