Peter Mygind bor sammen med sine børnebørn: Det er meget rørende
I tv-serien ”Sommerdahl” er chefefterforskeren Dan Sommerdahl ved at forberede sig på at blive bedstefar for første gang.
I virkeligheden har skuespilleren bag karakteren, Peter Mygind, for længst fået den titel.
Den 59-årige skuespiller har nemlig to dejlige børnebørn, Rosa og Hugo.
Det er Peter Myginds ældste søn, Julius, som er far til to, og familien ses nærmest dagligt. De bor nemlig flere generationer sammen.
- Jeg har jo boet sammen med mine børnebørn i seks år, fordi vi bor i samme hus, siger Peter Mygind til BILLED-BLADET og fortsætter:
- De er tre og fem år nu, så der bliver talt og snakket rigtig meget. Det er meget rørende.
En stor kærlighed
Peter Mygind er lykkelig for, at han og hustruen Lise Mühlhausen har et tæt forhold til deres børnebørn.
- Der er mere eller mindre lige så stor kærlighed som selv at få børn, for det er ens barn, der får et barn, siger skuespilleren og tilføjer med et smil:
- Man får kun alt det gode, sjove og det skønne, men alt det hårde, som det indebærer at være forældre, med børn, der vågner tidligt og om natten, det oplever vi ikke.
Peter Mygind kan opleves i ”Sommerdahl” søndage kl. 20.50 på TV 2 Charlie.