18. jun. 2023
Af Karina Didriksen

Mathias Käki undrer sig over sin karakter Benjamin i Sommerdahl: Det virker lidt naivt

Mathias Käki som Benjamin i "Sommerdahl". 
Mathias Käki som Benjamin i "Sommerdahl".
Foto: Henrik Petit/TV 2
I tv-serien ”Sommerdahl” skal Mathias Käkis karakter, politibetjenten Benjamin, være far for første gang.

Mathias Käki har gennem fire sæsoner spillet rollen som politibetjenten Benjamin i ”Sommerdahl”.

Hans karakter er kæreste med Dan Sommerdahls datter, Laura, og nu er hun gravid, og de skal være forældre for første gang.

- Benjamin skal til at være far. Han glæder sig rigtig meget til det og har ikke den der klassiske følelse, hvor man kan blive bange for, om man kan finde ud af det, siger Mathias Käki til BILLED-BLADET og fortsætter:

- Han er ukuelig og ikke i tvivl om, at det nok skal blive rigtig godt. Han ser frem til at blive far.

28-årige Mathias Käki synes, det er en god historie, men indrømmer, at han blev lidt overrasket, da han læste manuskriptet og så Benjamins reaktion på den kommende familieforøgelse.

- Jeg har jo ikke selv prøvet at blive far, så jeg aner ikke, hvordan det vil være. Men jeg tænker, at man måske godt kan blive lidt i tvivl om, om man nu kan det her, for det er jo en stor opgave at påtage sig, konstaterer Mathias Käki og tilføjer:

- Man har valgt at lave et par i serien, som ikke rigtig har nogen konflikter og de problemer, som andre par har. Det virker lidt som ung naivitet. Men det er på en måde også lidt forfriskende.

Det er den tidligere ”Badehotellet”-stjerne Mia Helene Højgaard, som spiller Benjamins kæreste, Laura.

https://imgix.billedbladet.dk/sdahl3_20210910_1224.jpg
Foto: Henrik Petit/TV 2

Mathias Käki dannede indtil for nyligt par med ”Vild med dans”-stjernen Mille Funk, men de offentliggjorde i juni, at de har valgt at gå fra hinanden.

Læs mere om: