Kaya Brüel er ny stjerne i Sommerdahl: Her er hendes kendte mand
Kaya Brüel er nok mest kendt som sangerinde, men hun har også kastet sig ud i at spille skuespil flere gange.
Hun har blandt andet medvirket i serier som ”Forsvar”, ”Borgen” og ”Mercur”, og nu har hun landet en rolle i endnu en populær tv-serie, nemlig ”Sommerdahl”.
I afsnit 5 og 6 af den nye sæson kan hun opleves i rollen som Helene Lohfeldt, der er ekskone til en mand, som findes myrdet.
Kendt fra flere film
50-årige Kaya Brüel er i det virkelige liv lykkeligt gift på 24. år, og det er med en mand, som også er kendt.
Hendes ægtemand er nemlig den 53-årige filminstruktør Kenneth Kainz.
Kenneth Kainz er blandt andet kendt for at have instrueret nogle af DSB-reklamerne med Harry og Bahnsen samt spillefilmene ”Rene hjerter”, ”Parterapi” og ”Skammerens datter”.
Men han har også været med til at lave tv-serien ”Sommerdahl”, som hans hustru, Kaya Brüel, nu har landet en rolle i.
– Min mand var faktisk konceptuerende instruktør på serien, så han var med til at lave de første mange afsnit af sæson 1 og var med til at sætte tonen og caste skuespillerne. Han er tilbage som instruktør i sæson 5, som de optager nu, fortæller Kaya til BILLED-BLADET.
Kaya Brüel kan opleves i ”Sommerdahl” på TV 2 Charlie søndag den 11. juni og 18. juni kl. 20.50.