Fint skal det være: 10 ting du (måske) ikke vidste om serien
Tv-serien ”Fint skal det være” blev en kæmpe succes, da den havde premiere i 1990 med den snobbede fru Hyacinth i hovedrollen.
Det var britiske Patricia Routledge, som gav liv til karakteren, der insisterede på, at hendes efternavn Bucket skulle udtales ”Bouquet”, og som konstant hersede med sin mand, Richard.
”Fint skal det være” bliver ofte genudsendt på TV 2 Charlie, og vi har samlet en række facts om serien, som du måske ikke vidste.
Vidste du det om serien?
- ”Fint skal det være” havde premiere i 1990 og sluttede i 1995 efter fem sæsoner og 44 afsnit.
- Serien sluttede, fordi den i dag 92-årige Patricia Routledge ikke kun ville huskes for at spille Hyacinth.
- I serien har fru Hyacinth en dårlig sangstemme, men i virkeligheden er Patricia Routledge en talentfuld sangerinde, som har medvirket i flere musicals.
- De ydre optagelser af Richard og Hyacinths hus blev filmet ved et privat hjem på adressen Heather Road 117 i byen Binley Woods, Coventry.
- Mange andre bygninger og steder, som man ser udefra, blev optaget i områderne Stoke Aldermoor, Leamington Spa, Northampton og Oxford.
- Den bil, Richard kører i, er en Rover 200-series saloon. Der blev dog brugt to forskellige biler med samme mærke og farve gennem serien.
- To af seriens skuespillere døde inden for to måneder. Mary Millar, som spillede Rose fra 1991-1995, døde af kræft i november i 1998, mens George Webb, som spillede hendes far, døde i december samme år.
- Hyacinths fine, håndmalede porcelæn bliver kaldt for ”Royal Doulton”, men faktisk hedder mønsteret ”Braganza” og blev forhandlet af The Colclough China Company.
- Rækkefølgen og aldrene på de fire søstre i serien er Hyacinth, Daisy, Violet og Rose. I virkeligheden var rækkefølgen Patricia Routledge (Hyacinth), Mary Millar (Rose nr. 2), Anna Dawson (Violet), Judy Cornwall (Daisy) og Shirley Stelfox (Rose nr. 1).
- Hyacinth praler ofte om sin søn, Sheridan, men faktisk ser man ham aldrig i serien.