
Efter voldsom ulykke: Jesper Groth fik ikke den behandling, han havde regnet med

Det er lidt over et år siden, at Jesper Groth stod på en gammel stige, da det pludselig gik helt galt.
Han faldt ned og kom slemt til skade og måtte hastes til undersøgelse på Odense Universitetshospital.
- Ulykken skete på Ærø, og de troede, at der var sket noget med min ryg, så jeg skulle ovenikøbet med helikopter til Odense, fortæller Jesper Groth til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Vi landede på taget på OUH. Da jeg var ved at komme til mig selv, tænkte jeg, ”hvad pokker er der lige sket på halvanden time”. Jeg fik en masse smertestillende.
I ”Sygeplejeskolen” spiller Jesper Groth sygeplejeeleven Bjørn, der altid tager sig god tid til sine patienter.

Den 36-årige skuespiller fik dog en lidt anden oplevelse, da han pludselig selv var patient og lå i en hospitalsseng.
- De sygeplejersker, jeg mødte, var helt fantastiske, men jeg havde nok forestillet mig, at der var en, der tog mig i hånden, gerne på min mors alder, en hel dag, siger Jesper Groth og uddyber:
- Men inden første dag var omme, havde jeg nok mødt 30 mennesker. Det havde jeg altså ikke regnet med. Jeg kunne mærke, at de havde travlt.
Ulykken skete i august 2024, og han har stadig lidt mén fra ulykken.

Skuespilleren understreger desuden, at han er blevet en smule mere påpasselig, når det angår stiger.
- Jeg har købt en ny, sikker stige og har også været på et lille stigekursus. Min stige stod helt ind til væggen og gled på nogle glatte terrassebrædder. Jeg havde slet ikke tænkt mig om, men jeg følte slet ikke, at det var farligt, for jeg er slet ikke en vovehals, fastslår Jesper Groth og fortsætter:
- Men det, jeg kravlede op for at skulle lave, har jeg lavet færdig. Jeg er en ”op på hest igen”-type.

