Christine Feldthaus afslører: Har dette krav til alle taxachauffører
Christine Feldthaus er vild med musik, og der er særligt et nummer, hun absolut skal høre, når hun tager hjem fra en fest.
Det fortalte hun i TV 2 Charlie-programmet ”Mit livs musik” lørdag aften, hvor hun dystede mod Lars Hjortshøj.
Han skulle gætte Christine Feldthaus’ yndlingsnummer, som viste sig at være ”Ocean Drive” med den engelske dj Duke Dumont.
Føler sig ung indeni
59-årige Christine Feldthaus afslørede, at hun har et helt særligt krav til alle taxachauffører.
- Jeg hører nummeret i taxaer, og jeg har det med på min telefon. Jeg siger til chaufføren ”hvis ikke du spiller Duke Dumont, så står jeg af”! Vi lukker festen med den sang i min taxa, fastslog hun med et grin i programmet.
Livsstilseksperten satte flere ord på, hvorfor det er så vigtigt at høre netop ”Ocean Drive”.
- Når jeg sidder i taxaen på bagsædet, så føler jeg, at jeg stadigvæk er 23 år indvendigt. Det kan godt være, at mågestellet er blevet lidt gammelt, men indvendig er der total hammer på, forklarede hun og fortsatte:
- Det minder mig om, at alder bare er et tal, og jeg bliver altså ved med at danse, indtil de lukker og slukker for mig!
Christine Feldthaus fylder 60 år i november. Hun har en søn på 26 år.
Christian Degn er vært på ”Mit livs musik”, der sendes hver lørdag kl. 20.45 på TV 2 Charlie.