21. maj. 2022
Af Stine Schou

Tobias Hamanns kæreste fortæller: Det bedste i verden

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/_30r266292.jpg
Foto: Birger Storm
Den tidligere vinder af ”Den store bagedyst” har mødt kærligheden i Patricia Thyberg.

Tobias Hamann gæstede forleden TV 2s “Go’ aften Live”-studie i Tivoli, hvor han fortalte om det næste projekt, han kaster sig ud i, nemlig som skuespiller i en musical.

Med både en vindertitel fra et bageprogram, tv-vært, foredragsholder, forfatter og sågar en uddannelse til hypnotisør i rygsækken, er der ikke meget, den 33-årige Tobias takker nej til. Og altså heller ikke, da han blev spurgt, om han ville medvirke i musicalen ”M for Marriage”.

I samtalen om alle Tobias Hamanns mange projekter, overraskede aftenens vært Janni Pedersen med et lille videoklip, hvor Patricia Thyberg fortæller om, hvordan det er at være kæreste med Tobias Hamann.

- At være kæreste med Tobias er det bedste i verden, men måske også det mest spændende i verden, fordi jeg altid kan regne med, at der opstår nye, underlige projekter eller skøre ideer, som faktisk ofte går ret godt. Men det, der så halter lidt her, det er strukturen, fordi begejstringen for alle de her ting, de ligesom tager over og at han derfor glemmer tid og sted, fortalte hun, indne der blev stillet tilbage til studiet i Tivoli.

Og efter at have grinet lidt af Patricias udtalelse, måtte Tobias medgive, at hun har ret.

- Det er en stærk analyse, konstaterede han og fortalte, at Patricia er god til struktur, og at de på den måde komplementerer hinanden rigtig godt.

Musicalen ”M for Marriage”, hvor Tobias Hamann skal spille kok, har premiere til september på Hermans i Tivoli Friheden i Aarhus.

Læs mere om: