TILLYKKE: Søren Kaster fylder 60
Søren Kaster har både været ankermand på TV Avisen på DR, sagt godmorgen til TV 2’s seere, når de åbnede for Go’morgen Danmark og bestyret quizzen ”Jeopardy”.
Mandag fylder han 60 år.
Søren Kaster er kommunikatør
Søren Kaster blev uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1980 og begyndte sin karriere på Frederiksborg Amts Avis.
Efter at have været leder af avisens lokalradio skiftede Søren Kaster til Københavns Radio, hvorfra han kom til P3, hvor han var vært på talkshowet ”Kronsj”.
I 1991 tog Søren Kaster springet til DR, hvor han blev vært på TV Avisen, inden han i 1995 skiftede til TV 2.
I 2008 etablerede Søren Kaster et kommunikationsbureau og i dag er han administrerende direktør og partner i firmaet Kasters, ligesom han er bestyrelsesformand i kommunikationsbureauernes brancheforening, Public Relations Branchen.