Thomas Mygind: Min far var maniodepressiv
Når TV-værten og kanalchefen Thomas Mygind ikke laver fjernsyn, holder han masser af foredrag om personlig udvikling. Interessen for den menneskelige psyke blev vakt på en meget dyster baggrund, da Thomas var kun en dreng.
- Min far var maniodepressiv uden de maniske perioder. Hvilket var dobbelt så forfærdeligt. Så jeg har kunnet studere på nært hold, hvad psyken kan gøre ved mennesker, fortæller Thomas Mygind til magasinet Psykologi.
- Det har nok givet mig den grundlæggende interesse og forståelse for, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der IKKE kan lade sig gøre med vores formidable "necktop"-computer, siger han om hjernen.
Ifølge Thomas Mygind er en positiv attitude altafgørende for det liv, man lever. Også når man møder modgang.
- Jeg tror, at enhver smerte, du kommer ud på den anden side af, gør dig i stand til at være medlidende. Og det er først, når du har haft smerte inde på livet, at du virkelig kan forstå, hvad andre mennesker går og bokser med, siger Thomas Mygind.