Thomas Mygind friede i snestorm
Da Thomas Mygind fyldte 50 år for to år siden i december, besluttede han sig for at gøre kæresten Regina til sin kone. Han havde trods alt været sammen med hende, siden de mødtes på "Robinson Ekspeditionen" i 1998, som Regina vandt.
Mygind - dengang ekspeditionsleder - inviterede derfor Regina til USA for at gå på knæ. Men et kraftigt snevejr lammede lufthavnene og spolerede næsten bryllupsplanerne, fortæller han til BT.dk
- Det skulle jo være nu, inden jeg blev 50. Det var allersidste chance, og jeg skulle under ingen omstændigheder fri i en fyldt flyvemaskine, siger Thomas Mygind, der derfor satte en ring på sin udkårnes finger derhjemme.
Senere åbnedes luftrummet, og så kunne de nyforlovede alligevel tage af sted.
Senere samme år fejrede de dagen ved et skovbryllup i parrets have.
Selv om turtelduerne mødte hinanden under optagelserne, var det dog først senere, de blev kærester, fortæller Thomas Mygind.
- Vi var i hvert sit respektive forhold, så det var først et godt stykke efter, at vi fandt ud af, at vi måske også kunne bruge hinanden til noget andet. Der er jeg meget professionel, siger TV-værten, der lukkede ned for alle følelser under optagelserne.
- Også for at det ikke skal blive misforstået. For der er jo et lidt skævt forhold, når jeg er leder af et TV-program og måske oven i købet kan være med til at påvirke, hvem der skal stemmes hjem.
Thomas Mygind måtte ifølge reglerne på "Robinson Ekspeditionen" heller ikke tale med deltagerne, før de var blevet stemt ud og havde forladt øen.
- Men Regina vandt og blev derfor ved til den bitre ende, så jeg fik kun lov at snakke med hende et enkelt døgn, inden vi skulle hjem til Danmark, siger TV-værten.