Sigurd Barrett er far til syv: Det har kostet at være kendt
Sigurd Barrett var fem år gammel, da hans forældre vandt en tøjbamse til ham i et lotteri.
Han havde ingen søskende og ingen hund – men nu havde han bjørnen Bjørn, der har fulgt ham lige siden og også være et stor del af hans program "Sigurds Bjørnetime".
– Sigurds Bjørnetime var et hyggeprojekt, fortæller Sigurd Barret, 56, i Aftenshowet.
– Jeg tog min egen tøjbamse og mit andet legetøj, og så blev det et program. Jeg skulle bare lige prøve det. Det var ikke meningen, at jeg skulle sidde her 25 år efter og fortælle om det … ler han.
Det har kostet på børnefronten
Men her syv børn senere – i to forskellige kuld – er der pludselig gået 25 år med "Sigurds Bjørnetime".
Og det har kostet på børnefronten at lave børne-tv, siger han.
Både fordi det betød tid væk fra børnene i weekenderne, men også fordi han blev genkendt alle vegne, hvor der var børn.
– Jeg lærte hurtigt, at skulle vi i Legoland eller Tivoli, skulle det være uden for sæsonen, for ellers blev det én lang fotosession, siger han.
Helt nye programmer
Sigurd fejrer sit 25-års jubilæum med 10 nye programmer "Sigurds Bjørnetime", der ligger frit tilgængelige på YouTube.
Efter programmet blev nedlagt, købte Sigurd selv alle rekvisitterne, og nu var der en god anledning til at hive dem frem igen.
Og Sigurd er heldig, at han stadig har bjørnen Bjørn!
Han glemte ham nemlig engang efter et show i Skive, og Sigurd måtte få en taxa til at køre tøjbamsen til Viborg, hvor han havde en nyt show.