Poul Erik Skammelsen får nyt job
Fra fredag den 25. januar skal Poul Erik Skammelsen holde styr på de to tidligere udenrigsministre Uffe Ellemann-Jensen og Mogens Lykketoft på TV 2 NEWS, og det er en vært med et stort udenrigspolitisk bagkatalog, der er klar til opgaven.
Poul Erik Skammelsen har været korrespondent i Prag, Moskva og Washington, han har været vært og medredaktør på "Dags Dato" og "Dags Dato Special" siden 2002 og vært på TV 2 NEWS siden 2006, hvor han i efteråret også lavede magasinet "Den næste præsident".
- Jeg har beskæftiget mig med verdens begivenheder hele mit journalistiske liv. Ellemann og Lykketoft giver med deres særlige indblik fra magtens korridorer og analyser et bud på, hvorfor tingene sker, og hvad de betyder, fortæller Skammelsen og tilføjer:
- Jeg glæder mig til at være en del af den diskussion.
Poul Erik Skammelsen fortsætter som nyhedsvært på TV 2 NEWS og fremskudt vært ved specielle begivenheder, blandt andet skal han til USA og dække indsættelsen af præsident Obama 21. januar.