Nybyggerne-vinder har taget stort skridt: Nu er de flyttet permanent fra Danmark
Torsdag bliver spændingen endelig udløst. I finalen i "Nybyggerne", der bliver sendt live fra Skibby, skal seerne stemme om hvilket par, der skal løbe med sejren og deres helt egen nybyggede bolig til en værdi på 3,3 millioner kroner.
For tre år siden stod Sunnvá og Martin i samme nervepirrende situation. Da vandt parret i blå hus deres drømmehjem i Silkeborg, men nu har de lukket døren til deres selvskabte base for sidste gang.
Lige med undtagelse af, når de skal retur til Danmark for at hente resten af ejendelene, der står opbevaret i huset, der stadig er til salg.
Efter de blev forældre til sønnen Kristian er drømmen om at rykke tilbage til Færøerne, hvor både Martin og Sunnvá kommer fra, blevet større.
Og for et par dage siden hoppede trekløveret og deres hund Tinka på færgen, der transporterede dem til Færøerne.
- I morgen starter Kristian i vuggestue og jeg har min første arbejdsdag på mandag. Så lige om lidt begynder dagligdagen på Færøerne for alvor, skriver Sunnvá til BILLED-BLADET.