Nicolas Bro og Melvin malede hinanden: Så mange penge blev malerierne solgt for
Fredag aften var kunne Melvin Kakooza endnu en gang byde to friske gæster indenfor i studiet til ”Melvin Kakooza Show”.
Denne gang var sangeren Christopher og skuespilleren Nicolas Bro på besøg, og her blev det til både en snak om skuespilkarriere og kunstinteresse.
Nicolas Bro har nemlig en helt særlig interesse i kunst. Noget han som teenager faktisk også troede, at han skulle leve af.
- Da jeg var omkring de 13-14 år, var jeg overbevist om, at jeg skulle være kunstner. Så kom jeg i praktik hos Ib Eisner, som bare var naboen. Han lærte mig at gå på kunstmuseer, fortæller skuespilleren i ”Melvin Kakooza Show”.
Men sådan gik det – som de fleste nok ved – ikke.
Nicolas Bro er derimod blevet en folkekær skuespiller, og har over 100 film på sit cv.
Men kunsten er han stadig interesseret i. Og i en lille sketch i showet, skal Melvin Kakooza og Nicolas Bro male et portræt af hinanden.
Et portræt de også først selv får at se på scenen i programmet.
Og Melvin har naturligvis lidt ekstra i ærmet.
Ind kommer nemlig Mette Rode Sundstrøm, der er direktør hos Lauritz.com.
Melvin Kakooza har fået hende til at vurdere og derefter sælge de to portrætter.
Hammerslaget er vurderet til 2000 kroner, og pengene de to portrætter er blevet solgt for, vil blive doneret til Folkekirkens Nødhjælp.
Men hvor meget er billederne rent faktisk solgt for?
- Vi har samlet 6676 kroner ind, lyder det fra Mette Rode Sundstrøm.
Så ikke nok med at der rent faktisk er to, der ejer portrætterne af Nicolas Bro og Melvin Kakooza, så kan de også sende mere end det forventede hammerslag afsted til en god sag.