Bessie Carter fra Bridgerton: Her er hendes kendte forældre
Ventetiden er endelig forbi for de mange fans af hitserien ”Bridgerton”.
I dag blænder Netflix nemlig op for de fire sidste afsnit af sæson 3, der cirkulerer om kærlighedshistorien mellem Penelope Featherington og Colin Bridgerton.
I den romantiske Netflix-serie følger man også en lang række andre karakterer – heriblandt Penelope Featheringtons to søstre, Prudence og Philippa, der har været med i samtlige sæsoner.
Og for skuespilleren bag Prudence Featherington, Besie Carter, ligger det i blodet at spille skuespil.
Hun er således datter af Imelda Staunton og Jim Carter, som begge har medvirket i adskillige store film og tv-serier.
Imelda Staunton kunne sidste år opleves i successerien ”The Crown” som dronning Elizabeth, mens hendes karriere også tæller rollen som den onde lærer Dolores Umbridge i flere ”Harry Potter”-film samt en Oscar-nominering for titelrollen i ”Vera Drake”.
Jim Carter er også en mand med et stort skuespillertalent. Han er især kendt for rollen som butleren Carson i ”Downton Abbey”, hvor han faktisk endte med at spille sammen med sin kone, da der i 2019 blev lavet den første Downton Abbey-film.
Hvordan sidste del af sæson 3 udspiller sig for Prudence Featherington og alle de andre i "Bridgerton", kan du se på Netflix.