Mille Dinesen: Min søn er simpelthen så sej
Mille Dinesen nyder rollen som mor til sønnen Eddie på snart halvandet år, som hun for nyligt havde med på badeferie i Thailand.
- Der er mange ting, der har ændret sig, efter jeg er blevet mor, fortalte Mille Dinesen til BILLED-BLADET under Robert Prisen 2020 og fortsatte:
- Jeg har lige været ude at rejse med ham, og det er jo en helt anden måde at rejse på, når man lige pludselig har ansvaret for sådan en lille fyr.
En nem dreng
Den 45-årige ”Rita”-stjerne var en smule nervøs for den lange rejse fra Danmark til Thailand.
- Jeg sad i flyet til Bangkok og tænkte ”hvad laver jeg her”, sagde Mille Dinesen og tilføjede med et smil:
- Men min søn er simpelthen så sej og klarede det helt vildt godt. Han var meget nem og blev ikke syg.
Mille Dinesen kan senere på året ses i femte sæson af TV 2-serien "Rita".