5. maj. 2023
Af Regitze Ørnstrup Christensen

Måtte holde møde på sin bryllupsdag: Sådan startede skuespilkarrieren for Christopher

Christopher
Christopher.
Foto: Mikael Rieck
Den helt særlige dag blev ekstra særlig for sangeren Christopher.

De fleste kender Christopher som sanger.

Men snart kan han også for alvor skrive skuespiller på sit CV.

Sidste år spillede han en birolle i Netflix-filmen ”Toscana”, og i år kan vi opleve ham i sin første hovedrolle, når der den 1. juni er premiere på filmen ”A Beautiful Life”.

Både ”Toscana” og ”A Beautiful Life” er instrueret Mehdi Avaz, og selvom ”A Beautiful Life” først udkommer nu, så var Christopher allerede i fuld gang med rollen, da han fik muligheden i ”Toscana”.

- Jeg blev kontaktet af en meget sød, iransk fyr, som hedder Mehdi Avaz, som har lavet nogle rigtig dejlige spillefilm, og som spurgte mig, om jeg havde lyst til at blive skuespiller og lave film sammen med ham. Det skulle jeg lige tænke lidt over, og så sagde jeg: Det kan du fandme tro, at jeg gerne vil, lyder det fra Christopher i ”Melvin Kakooza Show” fredag aften på TV 2.

Men han havde faktisk ikke brug for særlig lang betænkningstid.

Han var helt klar på at udforske den nye verden som skuespiller, men måtte også være med til et møde på en dag, der ellers også var dedikeret til noget andet.

- På min bryllupsdag holdt jeg et møde med ham (Mehdi Avaz, red.), og da jeg gik derfra, gik jeg ned til Cecilie og sagde: ”Jeg skal have lavet en Oscar-tale.” Han sælger drømme. Han har den der ild i øjnene, som ikke mange har. Så dem man møder, skal man holde fast i og sige ”Jeg kan se på dig, at du mener det.” Så jeg tror også på det nu, lyder det kækt fra sangeren på TV 2 fredag aften.

I ”A Beautiful Life” spiller Christopher den unge fisker Elliott, som har en helt ekstraordinær sangstemme. Han møder musikmanageren Suzanne, og får gennem hende sit livs chance. Her møder han også Suzannes datter, Lily, som er producer. De to forelsker sig, men ingen forelskelse kommer uden fortidens dæmoner. Dæmoner der både kan ende med at stå i vejen for Elliots musikalske gennembrud og kærligheden.

"A Beautiful Life" har premiere på Netflix den 1. juni.

Læs mere om: