Læs Poul Thomsens farvel til eks-konen

"Er det sært, at en fraskilt mand skriver mindeord over den kvinde, han har levet med i 47 år?

Javel, men det gør jeg så alligevel.

Det er sent, håbløst for sent, at stryge trøstende over et hår, at knuge en hånd, at takke, at bebrejde, at græde, at råbe, at håbe, at kæmpe...

For år tilbage var jeg overbevist om, at jeg var noget nær det uovervindelige. At jeg kunne vinde kampen endog imod de mægtige, modbydelige kræfter, der gemmer sig i sindets krinkelkroge - og som med mellemrum stikker sit afskyelige, aggressive og depressive fjæs frem.

Den kamp kunne jeg ikke vinde. Jeg tabte. Ligesom alle de velmenende plejere og læger og al medicinen og alle elektro-behandlingerne og afhandlingerne - tabte! Den eneste som vandt til allersidst - hende som havde fortjent at vinde fra allerførste færd - var hende, som det hele handlede om: HANNE! Fordi hun til sidst var nået til den ro og indsigt og styrke, der behøves for at skaffe den fred, som hun altid higede efter og havde fortjent.

Nu tænker jeg på Hanne opfyldt af mange varme minder, med taknemmelighed - og med meget stor respekt..."