Svær start for Oliver Bjerrehuus og Big Brother
Den første januar startede den nye sæson ”Big Brother” på Kanal 5, hvor modellen Oliver Bjerrehuus som husvært holdt et brag af en fest sammen med deltagerne i huset.
Nu viser det sig, at programmet ikke har fået den bedste start, hvad angår seertal.
Det skriver Metroxpress.
På premiereaftenen havde 97.000 TV-seere blændet op for ”Big Brother” og Oliver Bjerrehuus, mens seertallet søndag aften var faldet til 88.000.
Til sammenligning startede sæsonen i 2013 med 119.000 seere og i 2012 med 145.000 seere.
Seertallet vil svinge op og ned
Dermed er der et stykke vej op til de foregående sæsoner, men også til konkurrerende TV-programmer. Ifølge Metroxpress var der 270.000 seere til første program i sidste års ”Robinson” og 156.000 seere til premieren på ”Paradise Hotel 2013”.
De indledende seertal for denne sæsons”Big Brother” får dog ikke Jesper Jürgensen, informationschef hos SBS Discovery Media, til at miste modet:
- Vi er kun fire dage inde i den nye sæson, og når vi sender seks ud af ugens syv dage, vil seertallet svinge op og ned. Jeg synes, vi er kommet godt fra start. Oliver Bjerrehuus fungerer rigtig godt som husvært, og gør det godt sammen med deltagerne, udtaler han til Metroxpress.