Stine Bolther mand på knæ - romantisk frieri i Paris
TV-vært på "KRIMI5", Stine Bolther, har lige været på en dejlig tur med hele familien til Paris, og turen bragte hende også et smut forbi Disneyland Paris:
- I 2003 og 2004 var min mand udstationeret i Paris, og da boede jeg også dernede i længere perioder. Derfor kender vi byen rigtig godt og havde glædet os til at vise vores børn alle de dejlige steder. De har været med før, men de er først nu store nok til virkelig at forstå historierne om Byernes By, forklarer Stine.
Fars dag med vilde attraktioner
- Vi kørte derned, og de tre første dage af ferien var vi i Disneyland. Sofie på snart otte år og Mathias på snart fem var ellevilde og gav parken 10 ud af 10 mulige stjerner. Vi voksne syntes nu også, at det var sjovt, og især på fars dag fik min mand prøvet en masse af de helt vilde attraktioner - og fik lokket mig med i flere af dem.
Romantisk friere i Paris
- I selve Paris var det især Eiffeltårnet, børnene syntes var flot og spændende, men også det sted, hvor Simon friede til mig, tog kegler. Det var på Rue de Longchamp i Neuilly Sur Seine i Paris, som var den gade, vi boede i. Det var i 2006 - et par år efter, vi var flyttet derfra - og det var meget romantisk.