10. jun. 2021
Af Majken Munk

Sarah Bro jubler: Endelig går hendes drøm i opfyldelse

Sarah Bro
Sarah Bro
Foto: Per Arnesen/ Discovery Networks
Den pensionerede svømmer Sarah Bro kan torsdag dele en stor nyhed, som hun længe har drømt ville gå i opfyldelse.

Som 25-årig stoppede Sarah Bro sin svømmekarriere, efter utallige deltagelser ved EM, VM og i OL.

Siden da har hun grublet over, hvilken vej karrieren så skulle gå.

En drøm

Det seneste år har Sarah Bro været aktuel i flere tv-programmer heriblandt ”Korpset – gjort af det rette stof” på TV 2 og ”Over Atlanten” på Kanal 5.

Allerede da mærkede hun, at hun brændte for at lave tv, og hun fortalte åbent, at hun ville satse på en karriere som tv-vært.

Det ser ud til, at den drøm hen over sommeren går i opfyldelse.

Vært på talkshow

Ifølge en pressemeddelelse fra Discovery Networks Danmark skal Sarah Bro være vært på deres talkshow om OL, der har fået titlen ”OL AFTERPARTY”.

Det er en tjans, hun ser frem til.

- Jeg glæder mig utrolig meget til at være vært. At jeg får mulighed for at kombinere værtsrollen med sport, gør, at det er et drømmejob for mig. Jeg har drømt om at arbejde i tv-verdenen, så at det kan lade sig gøre nu, er bare helt perfekt, siger hun og fortsætter:

- Jeg tror de fleste sportsudøver kan blive ramt af en form for frygt, når de stopper deres karriere. Pludselig skal man vænne sig til en ny hverdag, og man skal finde ud af, hvilken vej man skal gå. At jeg stadig kan have et ben indenfor i sportens verden og være med til at dække sådan en stor begivenhed som OL, er jeg utrolig glad for, og jeg er glad for mit første skridt mod en ny levevej.

Skal også kommentere

Sarah Bro skal sammen med sin værtskollega Kian Fonoudi stå i spidsen for det daglige talkshow, der skal bestå af gæster, quizzer, overblik, anekdoter og meget mere.

https://imgix.billedbladet.dk/sarah-bro-og-kian-fo_60c1bf9b2696f_1.jpg
Sarah Bro får selskab af Kian Fonoudi, når de dagligt skal sende talkshowet "OL AFTERPARTY".
Foto: Per Arnesen/Discovery

Men det er ikke den eneste rolle, Sarah Bro får under OL, der begynder den 23. juli og løber frem til den 8. august. Hun skal også agere ekspert og kommentator, når der er svømning på programmet.

OL samt talkshowet ”OL AFTERPARTY” kan ses dagligt på Discovery+ og Kanal 5 fra den 23. juli.

Læs mere om: