Har du også undret dig? Derfor bruger efterforskerne i Jaget vildt altid denne særlige vending
Kanal 5 viser i øjeblikket adrenalin-serien “Jaget vildt”, hvor otte kendte danskere skal forsøge at skjule sig for en række erfarne efterforskere.
Eftersøgningen foregår både ude i marken og hjemme på kommandocentralen, og måske du har bemærket, at de altid bruger en helt særlig vending, når de kommunikerer med hinanden.
Fra deres plads bag rettet suser en række strategisk placerede efterforskere rundt på de danske veje, så de er klar, når kommandocentralen kommer med oplysninger om kendisserne, der kan føre til en pågribelse.
Disse oplysninger bliver som oftest leveret over telefon, og samtalen afsluttes på samme måde hver gang – nemlig med ordet Plus.
Den garvede efterforsker Flemming Fjord, der foruden at medvirke i programmet har en lang baggrund indenfor politiet, fortæller til BILLED-BLADET, at han altid har brugt vendingen.
– Det er et politisprog, der tilkendegiver, at man kan komme ud til den melding, man har fået, og alt er ok. Det er kort, præcist og i løbet af min tid i politiet, har man aldrig brugt andet, forklarer han.
Flemming Fjord startede sin karriere i politiet i 1978. Siden da har han været ansat i Kriminalteknisk Afdeling, Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Rigspolitiets Rejsehold. I dag er han pensioneret.
“Jaget vildt” bliver sendt hver torsdag klokken 21:00 på Kanal 5 og på Discovery+.