Kræftsyge Nadja sagde nej tak til De unge mødre
Den nu 29-årige Nadja Kaagh er kendt fra TV-programmet ”De unge mødre”, som hun første gang optrådte i som 21-årig. Og i programmet er det heller ikke nogen hemmelighed, at den unge mor lider af uhelbredelig kræft i form af leukæmi.
Men ”De unge mødre”-stjernen var overhovedet ikke klar på at være med i programmet, da hun først blev kontaktet. Det fortæller hun i et interview til FEMINA i denne uge.
Det var nemlig midt i en meget turbulent periode i hendes liv, hvor kræftsygdommen dominerede hele hendes tilværelse, og hvor hun med al vold og magt prøvede at være en god mor samtidig for sønnen Sebastian.
Nogle år forinden havde hun startet hjemmesiden Ungmor.dk, hvor unge mødre kunne skrive og udveksle erfaringer, og en dag blev hun ringet op af en producer fra et nyt TV-program om unge mødre. Han var stødt på hendes hjemmeside og ville have hjælp til at finde deltagere til programserien. Og som han sagde: ”Det gør ikke noget, hvis der sker lidt i deres liv”.
- Det provokerede mig simpelthen så meget, for han søgte tydeligvis nogle, der levede op til fordommene. Alt det, jeg kæmpede imod. Så jeg blev sur, og smed røret på, fortæller Nadja.
Men produceren insisterede og tilbød hende selv at deltage og være succeshistorien. Og sådan kom Nadja med i ”De unge mødre”.
Taknemmelig trods alt
I dag er Nadja Kaagh ikke længere med i tv-serien, da hun føler, hendes rolle i serien er udspillet. Men lige nu er hun aktuel med selvbiografien ”Drømmene kan ingen tage fra mig”, der udkommer 30. september. Og selvom hendes sygdom er uhelbredelig, er hun taknemmelig for sin tilværelse.
- Jeg er taknemmelig for at fundet en mand som René (hendes mand, som hun efterfølgende har fået sønnen Sakarias med, red.), der er så fantastisk og elsker mig så meget. Det gør mig glad at vide, at hvis jeg dør, har drengene ham og hinanden. Jeg lever med, at jeg aldrig får den uddannelse eller bare et arbejde. Men hvis jeg kan give folk noget og inspirere nogen ved at fortælle min historie på TV eller i min bog, så gør det mig glad, siger Nadja Kaagh til FEMINA.