Gustav er forelsket
Vil ham Gustav Salinas nogensinde finde en mand, der er god nok? Det er det spørgsmål, man uvilkårligt forbinder med realitystjernen, der har mere end høje krav til en potentiel kæreste. Men nu tyder noget på, at Gustav har mødt en, der indeholder de rette kvaliteter. Til Her&Nu fortæller han ihvert fald, at han nu er løbet på noget, der føles helt rigtigt.
- Ja, jeg er forelsket. Jeg har mødt en fyr, som hedder Fellipe. Han er 22, og vi mødte hinanden på en café og faldt i snak. Han er zumbadanser, og det blev jeg meget fascineret af, fortæller Gustav.
Og ved mødet med den smukke Fellipe, vidste Gustav ikke, om han var homoseksuel, og noget tyder på, at Fellipe heller ikke vidste det selv. I hvert fald er det endnu ikke noget, han har talt højt om, fortæller Gustav.
- Han er ikke sprunget ud endnu, så vi tager det meget stille og roligt. Nu kommer han og besøger mig om halvanden måned. Det glæder jeg mig rigtig meget til, siger Gustav, der hele tiden Skyper med Fellipe.
Det var under et nyligt besøg i sit andet hjemland Chile, hvor Gustav som barn boede i en længere årrække, at han løb på Fellipe, som han altså nu har kastet sin kærlighed på.
- Jeg svæver på en lille, lyserød sky. Det er så dejligt at være forelsket. Det er mange år siden, jeg sidst har været i et forhold, og jeg kan mærke, at han er den ægte vare, siger en glad Gustav.