14. aug. 2013
Af af Ude og Hjemme, Aller Media

De unge mødre- Natacha Nikita: Jeg får aldrig Remi hjem

"De unge mødre"-Natacha Nikita med sønnen Remi
"De unge mødre"-Natacha Nikita med sønnen Remi
Foto: Janus Nielsen
Natacha Nikita fra "De unge mødre" tror ikke længere på, at hun får sin søn Remi hjem igen,

Natacha Nikita fra De unge mødre tror ikke længere på, at hun får sin søn Remi hjem igen, men hun nægter at give op, selv om den lille dreng nu kalder sin plejemor for mor.

Remi kan ikke længere huske, hvordan det er at bo hos mor. I den snart tre-årige drengs verden er plejemoren hans mor.

- Han kalder sin plejemor for mor. Det gør rigtig ondt, men jeg kan godt forstå det. Jeg er jo ikke hans mor i hverdagen. Han kan ikke huske noget, fra da han boede hos mig, siger Natacha Nikita sørgmodigt.

Hun har kæmpet en sej kamp for sin søn, men senest har hun været nødt til at give lidt slip for Remis skyld.

- Jeg gav en lille smule slip på Remi, så det kunne gå bedre mellem plejemor og mig. Vi har et bedre forhold nu, fortæller hun.

Det er 19 måneder siden, Remi blev fjernet fra sin mor. Natacha Nikita har ikke opgivet at få ham hjem, men kampen er så hård, at hun anser det for mere eller mindre umuligt.

- Jeg tror ikke længere på, at jeg kan få ham hjem. Jeg håber det, men hvis jeg skal se realistisk på det, så får jeg ham ikke hjem. Kommunen vil ikke give slip på ham, siger hun.

Hun kører stadig sagen i retten, og den 23. august skal hun i Landsretten. Den unge mor håber selvfølgelig, hun vinder sagen, men reelt tror hun ikke på det mere.

En hård besked

- Kommunen har aldrig sagt konkret, hvad jeg skal gøre for at få ham hjem, men de har sagt direkte, at jeg aldrig får ham hjem igen, at jeg aldrig bliver en god mor, fortæller hun.

Den barske besked har ikke slået hende ud. Hun kæmper fortsat, men hun må indse, at håbet svinder ind.

- Jeg skal bevise, at jeg vil ham, at jeg kan sætte hans behov over mine, og at jeg kan have en hverdag med ham. Men hvordan kan jeg bevise det, når jeg ikke har ham hjemme, spørger hun.

Hun har samvær med Remi halvanden time hver uge. I slutningen af august bliver det lavet om, så hun får lov til at være sammen med ham i fire-fem timer hver anden uge.

- Det er lang tid at undvære ham, med det er for Remis skyld, for han bliver så ked af det, hver gang jeg går. Så må jeg være så meget mor, at hans behov kommer først, siger den 22-årige mor.

Samværet foregår stadig i familiehuset i Kolding, så Natacha Nikita må pendle fra hjemmet på Fyn.

- Det er ikke overvåget samvær eller noget. Ingen holder øje med os. Så jeg ville gerne, samværet kunne være hjemme hos mig f.eks. hver anden lørdag hjemme hos mig, siger hun.

Begynder uddannelse

På den måde ville det også være nemmere for hende at passe sin uddannelse. Onsdag den 14. august begynder hun nemlig på HG.

- Jeg kan ikke få Remi hjem, med mindre jeg har en uddannelse. Men hvis jeg skal passe min skole, kan jeg ikke få det til at hænge sammen med at se ham i Kolding i hverdagene, siger Natacha Nikita, der indtil videre har fået lavet en aftale, så hun kan tage HG på to år.

- Derefter kan jeg forhåbentlig studere videre på normale vilkår. Jeg vil gerne uddannes til butiksleder. Jeg håber, jeg er færdig om fem år, siger den unge mor, som tidligere har arbejdet i butik.

LÆS OGSÅ:
Natascha Nikita indrømmer: ’Min stolthed gik ud over Remi’. Læs historien på udeoghjemme.dk
Natascha Nikita tabte sig 20 kilo. Læs hvad der motiverede hende på udeoghjemme.dk

Læs mere om: