De unge mødre Louise Papanicolas i dramatisk vægttab
Mest iøjnefaldende er hendes vægttab. Kiloene er raslet af, og Louise er i dag flere tøjstørrelser mindre, end dengang hun var den buttede pige på TV.
Faktisk har Louise tabt hele 25 kilo, fortæller den unge mor til Ude og Hjemme.
Men psykisk har hendes verden ændret sig endnu mere drastisk. Den kønne mor fra Kolding har nemlig været igennem en tid, som var så svær, at hendes læge til sidst kom med diagnosen "middel til svær depression" og udskrev antidepressiv medicin.
Det hele startede ellers som en succesfuld slankekur. Louise, som i sin tidlige ungdom var en spinkel pige, fik efter to fødsler pludselig nok af at gå rundt og veje for meget.
- Det irriterede mig, at jeg ikke kunne finde smart tøj, der passede. At jeg ikke bare lige kunne tage på stranden med veninderne. Så en dag fandt jeg motivationen. Jeg ville være mig selv igen, for det følte jeg ikke, jeg var, når jeg kiggede mig i spejlet, fortæller Louise, som herefter skar kraftigt ned på sine portionsstørrelser og fjernede alt sukker fra sin kost.
Det var benhårdt den første måned, hvor Louise gik rundt med uro i kroppen på grund af det manglende sukker. Hun var også konstant sulten, indtil mavesækken vænnede sig til, at der ikke længere kom to store portioner mad ind hver aften. Men det virkede. På seks uger smed Louise 10 kilo.
- Jeg fik det godt af at se mig selv i spejlet, og alle omkring mig sagde: "Hold da op." Flere af mine veninder begyndte også at tabe sig, fordi de kunne se mine resultater komme så hurtigt, siger Louise til Ude og Hjemme.
Hun fortsatte også selv sin effektive slankekur. Vægten gik ned og ned. Louise holdt nøje øje. Faktisk vejede hun sig to gange om dagen, for hun havde sat sig i hovedet, at hun ikke ville veje mere om aftenen end om morgenen.
- Det var jo sygt. Det kan jeg udmærket se i dag. Men på det tidspunkt var jeg blevet afhængig af at se vægten gå ned. Jeg fik et kick ud af det. Flere sagde til mig, at jeg var blevet for tynd, men det kunne jeg ikke selv se. Det kan jeg godt i dag, når jeg ser billeder fra dengang. Mine kraveben og kindben stak ud. Det var ikke pænt, siger Louise.
Til sidst havde hun tabt 25 kilo og var gået fra en størrelse large til x-small.