Amanda Sisse fra De unge mødre har ikke datet i flere år
Hun er i dag et lille nips på 45 kilo med store dådyrøjne, velplejede negle, langt blankt hår og et varmt smil. Hun skulle med garanti ikke lede længe for at finde en fyr, som med glæde stillede op til en date. Men Amanda Sisse leder ikke. Tværtimod.
- Jeg har ikke været på en eneste date i to et halvt år. Jeg har virkelig ikke haft lyst. Mens jeg var med i De unge mødre, var der mange, der skrev. Både unge og gamle fyre, men jeg orkede dem ikke, og jeg slettede altså deres beskeder uden at svare. Jeg savner ikke en kæreste. Der er heller ikke nogen, der er gode nok til William, griner hun.
Har ikke været i byen længe
William var langt fra planlagt, og Amanda Sisse var sikker på, hun skulle have en abort. Men den beslutningen ændrede hun som bekendt, og det har hun aldrig fortrudt.
- Jeg elsker at være mor. Selvfølgelig er det også vildt hårdt, men alt ved ham er bare så dejligt, siger hun, som tager mor-rollen så seriøst, at hun faktisk ikke har været i byen siden april.
Savner at give fuld skrue
Godt nok havde hun og veninderne planlagt den store tur for et par lørdage siden, men Amanda Sisse valgte at springe fra, fordi William blev syg torsdagen inden.
- Jeg kunne selvfølgelig godt få ham passet. Men jeg ville gerne være hos ham, hvis han blev mere syg. En gang imellem kan jeg godt savne at få lov til at give slip og bare give den fuld skrue, som da jeg var 16. Men det kan jeg ikke mere. Jeg ved jo, at når jeg kommer hjem, har jeg ansvaret for William. Det kan godt være irriterende, men samtidig er det rigtig rart at have det ansvar.