Jens Blauenfeldt springer ud som julemand
Han har i forvejen titler som TV-vært og børnebogsforfatter på sit CV, og nu kan 45-årige Jens Blauenfeldt også kalde sig julemand – selv om han voksede op på en ”nissefri”-præstegård, hvor man absolut ikke troede på manden med det store, hvide skæg.
Den tidligere ”Kender du typen”-vært blev nemlig kåret som Årets Æresjulemand 2013, efter han var blevet indstillet fra Familier med Kræftramte Børn i forbindelse med åbningen af den 56. Verdenskongres for julemænd på bakken.
- Jul i juli er jo en absurd tanke. Men når det nu skal være, er det måske meget passende at min ”omvendelse” sker udenfor den egentlige sæson, siger Jens Blauenfeldt i en pressemeddelelse fra Dyrehavsbakken.
Kåringen fandt sted hele to gange på gårsdagens hede sommerdag. Først på Hotel Marina i Vedbæk og derefter på Bakkens Friluftsscene, hvor Blauenfeldt fik overrakt sit diplom i en hermelin-kåbe og med en kongekrone på hovedet.
- Jeg synes, at Julemændenes Verdenskongres er et fantastisk arrangement, og med koblingen til Familier med Kræftramte Børn, der i år har hjulpet hårdt ramte og udsatte familier i 30 år, fortjener eventen al mulig opmærksomhed, fortæller TV-manden.