Niels Hausgaard: Jeg så meget af ”Vild med dans”
I et interview til Berlingske ser Niels Hausgaard tilbage på 2013, og nordjyden fortæller blandt andet, at han i år især har fulgt med i ét bestemt TV-program:
- Jeg så meget af ”Vild med dans” i år. Mest for fænomenet Allan (Allan Simonsen, red.). Han er garanteret en udmærket mand, men danse det kan han altså godt nok ikke. På et tidspunkt danser han noget latin, hvor han skal kravle på knæene. Det klip er noget af det bedste TV, jeg har set i år. Det var så godt. Hvis jeg stemte til sådan noget, ville jeg have stemt på ham. Det er en rigtig sjov form for anarki, det kom bag på folk at så mange stemte på ham. Det ville nok ikke være sket uden Facebook. Der stak det sociale medie sin anarkistiske snude frem. Jeg var meget betaget af hans dansepartner (Sofie Kruuse, red.). Hvor var hun en kvinde af format. Så ordentlig. Hun holdt masken og gjorde det med værdighed hele vejen igennem, selvom det da ikke kan have været så sjovt. Jeg ved ikke, hvorfor vi går op i det, men vi går op i alt, der har med konkurrencer at gøre. Man skal kunne vinde noget. TV-nyhederne burde slutte med: ”Og hvem vandt så?” siger Niels Hausgaard til Berlingske.