Ida Wohlert har haft mange Go’morgen-makkere: Denne vært var den mest irriterende
I afsnittet af ”Breinholts Julekalender”, der sendes den 15. december, banker det pludselig på døren til stor overraskelse for Anders Breinholt, Søren Rasted og Carsten Bertelsen.
Da døren går op, er det vært på ”Go’morgen Danmark” Ida Wohlert.
Værter på Go'morgen Danmark
Hun mødes med en tidligere morgen-tv-kollega i Anders Breinholt, der også har været vært på ”Go’morgen Danmark” for år tilbage.
Deres snak ender naturligvis også med at falde på programmet, som Ida Wohlert har rekorden for flest sæsoner som vært på.
Med sine mange år i den røde sofa, har hun også oplevet, at hendes mandlige makker er blevet skiftet ud flere gange.
- Det er altid lidt angstprovokerende, når de skifter manden ud, men jeg har prøvet det rigtig mange gange. Jeg tror måske, jeg har haft ti makkere igennem årene, fortæller Ida Wohlert.
Mest irriterende
Da spørger Anders Breinholt, hvilken af Ida Wohlerts mandlige makkere var den mest irriterende.
- Jacob Wilson. Jeg spurgte ham, inden vi skulle på første gang, om vi ikke skulle tage en kop kaffe sammen, fordi det er specielt at stå der, så kiggede han på mig og var sådan lidt: ”Hvorfor?”, fortæller hun.
Han ender med at sige ja til at drikke den kop kaffe, men Ida Wohlert havde en lidt særlig oplevelse af det.
- Det var den mest mærkelige kop kaffe. Jeg følte, jeg drak den med mig selv. Jeg havde blind makker. Men guderne skal vide, at det var hyggeligt, og jeg tror, han var der en sommer, fortæller hun videre.
Jacob Wilson var vært på programmet i 2011, men stoppede med sine tv-jobs i 2014 for at fokusere på sin karriere som komiker.
For tiden er Ida Wohlerts mandlige makker for det meste Adam Duvå Hall i ”Go’morgen Danmark”.