Får nyt job konsekvenser for Sofie Linde? Nu svarer TV 2
Det var via DR, at Sofie Linde i sin tid blev et kendt ansigt. Hun begyndte på tv-stationen allerede som 18-årig, og siden blev hun en populær børnevært og siden vært på ”X Factor”.
Sofie Linde sagde farvel til DR i 2018, idet ”X Factor” rykkede over på TV 2, men i sidste uge blev det afsløret, at hun nu vender tilbage til DR.
Årsagen er, at Sofie Linde sammen med sin mand, Joakim Ingversen, er vært på det nye datingprogram ”Hotel Romantik”, der får premiere næste år.
Samtidig er hun aktuel med programmet ”Linde på Langeland”, som man fra mandag kan følge i en ny sæson på TV 2.
Tidligere har tv-stationerne ikke været glade for, at værter har arbejdet for konkurrenten, og BILLED-BLADET har derfor spurgt TV 2, hvordan fremtiden ser ud for ”Linde på Langeland”, nu hvor Sofie Linde er tilbage hos DR.
Hvis man kan lide at se ”Linde på Langeland”, skal man dog ikke frygte, at programmet snart er fortid, for TV 2 oplyser, at vi kommer til at se mere fra Langeland med Sofie og Joakim, selv om de også laver tv til DR.