7. mar. 2016
Af af Casper Nielsen

Elin Reimer fylder 88 i dag

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/sh-347008.jpg
foto: AOP
"Matador"s Laura kan i dag fejre sin 88-års fødselsdag. Skuespilleren Elin Reimer var sidst aktiv foran kameraerne i TV-serien ”Lærkevej”.
Elin Reimer har medvirket i over 30 film, adskillige revyer og TV-film, men oven over alt står hun i den danske bevidsthed som kokkepigen Laura i ”Matador”. I dag fylder hun 88 år og har sagt farvel til Laura for mange år siden. - "Matador" var en dejlig tid, som fyldte meget i mit liv dengang og i rigtig mange år sidenhen. Folk er jo søde, når jeg kommer ind i en forretning siger de: "Er det ikke? og jo - det er det jo", sagde Elin Reimer selv om at skulle leve med Lauras image i bogen ”Matador – mennesker, myter minder”. SE VIDEO: Birgitte Bruun som Laura i Korsnæk på Bakken

Elin Reimer: Gennembrud på film

Elin Reimer har dog for længst lagt Laura bag sig og er gået på pension. Sidst hun var aktiv foran kameraerne, var i TV-serien "Lærkevej" i 2010, hvor hun spillede en pille-pushende pensionist. Elin Reimer-Nielsen blev født 7. marts 1928 som datter af fagskolelærer Egon Rudolf Reimer-Nielsen og Edith Christine Mortensen og begyndte som barneskuespiller ved Politikens Børneteater og i radioens eventyrspil i 1930'erne. Hun begyndte egentlig som forsikringselev, men valgte at gå skuespillervejen og blev uddannet på De Frederiksbergske Teatres Elevskole i årene 1946-48. Gennembruddet kom i 1959 som den letfærdige Arlette i "Han, Hun og Satyren". Landskendt blev Reimer i 1972, da hun var med i ensemblet i den satiriske ugerevy "Uha Uha" i DR, og med kokkepigen Laura i "Matador" var hun sikret en evig plads i den folkelige bevidsthed. Men Elin Reimer er også kendt som dommer i Poul Thomsens familiequiz "Hund og hund imellem", og som den skrappe fru Olsen i "Krummerne".

Elin Reimer blev Ridder af Dannebrog

Elin Reimer blev 17. januar 1953 gift på Københavns Rådhus med kontorassistent Jørgen Holnæs og har også boet sammen med instruktøren Peter Eszterhás Hun blev i 1984 udnævnt til Ridder af Dannebrog. Og i modsætning til Laura satte Elin Reimer ikke sin fornemme orden fast på et grisehoved, som kokkepigen gør i afsnittet ”Lauras store dag”. En scene, Elin har afsløret ikke var så nem at lave, som den ser ud: - Hver gang jeg forsøgte, bøjede nålen – den var ikke kraftig nok til at gå gennem flæsk og pandebrask, siger hun i bogen ”Matador – mennesker, myter og minder” BILLED BLADET ønsker tillykke med dagen.
https://imgix.billedbladet.dk/sh-16855_0.jpg
Et foto fra 1987, hvor Elin er omgivet af mange af sine kolleger fra "Matador". I dag er flere af dem gået bort.
Foto: All Over

Læs mere om: