Efter 23 år: Elsket TV 2-serie vender retur
23 år er der gået siden, TV 2s julekalender "Krummernes jul" senest blev sendt på tv. Men i december kan man igen nyde filmatiseringen af Thøger Birkelands bøger om familien Krumborg.
Det afslører fiktionschef Mette Nelund.
- Vi oplever stor efterspørgsel på gode, nostalgiske julekalendergensyn, og særligt "Krummernes jul" er kravlet højt op på ønskelisten hos mange. Serien har kun været genudsendt en enkelt gang, og derfor synes vi, at det er på høje tid med et kærligt gensyn, siger hun.
Serien havde premiere i 1996, og blev genudsendt for første, og indtil nu, sidste gang i 2001. Men i december kan seerne glæde sig til igen at følge "Krummernes jul" hver eftermiddag på TV 2 og på TV 2 Play.
Julekalenderen havde en masse kendte navne på rollelisten. Per Damgård Hansen spillede hovedrollen som Krumme, mens Lukas Forchhammer er lillebror Grunk. Line Kruse spiller hans storesøster Stine, og Dick Kaysø og Karen-Lise Mynster var som altid Krummes forældre.
Derudover medvirker blandt andre Waage Sandø, Birthe Neumann, Sofie Lassen-Kahlke, Stephanie Leon og Amalie Dollerup.