2. maj. 2013
Af Dorte Quist
Søren Faulis aldersfobi kommer på TV
Søren Fauli
Foto: DR
Det er surt at fylde 50 og mærke kroppens forfald, synes filminstruktøren Søren Fauli. Gennem fem programmer på DR2 fortæller han om sine sygdomme - og hvordan de kan undgås.
Det er surt at blive ældre med hæmorider, nyresten, vandladningsproblemer og meget mere til følge, synes Søren Fauli, der fylder 50 år til efteråret. I fem programmer på DR 2 – det første sendes 6. maj - fortæller han om sine mange skavanker og sygdomme.
Søren Faulis 16 år yngre kone føder snart hans femte barn, og Søren vil gerne være fit for fight i mange år endnu. Derfor har han besluttet sig for at finde ud af hvad alderen gør ved kroppen – både når man holder den ved lige og når man som Søren bare har ladet stå til.
I programserien skal Søren Fauli gennem mange og ubehagelige test, og motion bliver for første gang en del af hans hverdag.