X Factor-vært Sofie Linde: Godt det ikke var mig, der skulle vælge!
Trods sine kun 26 år har Sofie Linde masser af erfaring i at lave live-TV - blandt andet fra DR Ultra og Ramasjang.
Så den nye "X Factor"-vært frygter ikke fredag 19. februar, hvor liveshows starter.
- Nej, hvis noget går galt, er det jo ikke en katastrofe. Faktisk kan det nogen gange gøre live-TV charmerende, mener Sofie Linde.
Til gengæld er Sofie Linde glad for, at det ikke er hende, der skal vælge deltagerne fra.
- Ja, det ville være forfærdeligt, det ville jeg egne mig frygteligt dårligt til, fortæller Sofie Linde til BILLED-BLADET.
I sin rolle som vært kommer Sofie Linde rigtig tæt på deltagerne, og i bootcampen på Fejø, følte hun både med dem, der blev sendt hjem og dem, der gik videre.
I programmet 12. februar fulgte vi bootcampen, hvor de tre dommere hver skulle deres deltagere ned fra fem til de tre, der fredag 19. februar skal være klar til første liveshow.
Alle tre dommere har valgt at tage chancer.
Thomas Blachman valgte blandt andre Sara, der som muskelsvindsramt kørestolsbruger helt klart har nogle ekstra udfordringer.
Sofie Linde: Svært at skulle gå i høje hæle
For Sofie Linde er det klart en udfordring at skulle op på de høje hæle.
- Ja, jeg gik meget i høje hæle i gymnasiet, men har så lagt det på hylden - blandt andet fordi jeg er ret høj i forvejen, beretter den smukke TV-vært og tilføjer:
- Men jeg er i skarp træning, og jeg glæder mig til at komme i flotte kjoler og flot makeup - og høje hæle.
Sofie Linde får masser af opbakning i sin nye rolle som "X Factor"-vært af kæresten Joachim Ingversen, der, ligesom Sofie Linde, er TV-vært hos DR.
Sofie Linde bor på Østerbro i København. Sammen med kæresten bruger hun en del af sin fritid på at gå tur rundt om Søerne med den treårige blandingshund, Kim, der er opkaldt efter den legendariske TV-vært Kim Schumacher.
Gå ikke glip af en nyhed eller en fordel. Klik her og meld dig til BILLED-BLADETs nyhedsbrev!