X Factor: Alex syg før finalen
Ugen op til finalen i "X Factor" har været ekstra hård for Alex.
Den hårde tid med intens sangtræning har sat sine spor i sangerens hals, og det er gået ud over stemmen, der gradvist er forsvundet.
- De sidste to uger har det ikke været behageligt at synge, og så var jeg henne ved Mette og indspille den anden dag, hvor hun kunne høre, jeg lød lidt anspændt, fortalte Alex til BILLED-BLADET ved torsdagens pressemøde.
Efter et besøg hos lægen var der stadig ikke fundet en løsning på problemet, men Alex har ikke givet op.
- Min strube har været helt låst, og jeg var til strubelægen i går, men hun kunne ikke få det løsnet. Jeg skal mødes med hende igen i dag, men det er en muskel, der har sat sig fast, forklarer han.
LÆS MERE: Sofie Linde lyste op
Alex vil stadig fyre den af
Der er dog ingen planer hos Alex om at skrue ned for energien ved fredagens finaleshow.
- Min stemme har det virkelig ikke godt, men nu skal jeg også bare fyre den af en sidste gang og så kan jeg få lov til at hvile den, siger Alex.
Håbet om en rask stemme er der stadig, men ellers er Alex sikker på, det nok skal blive en sjov aften alligevel, hvis han gør sit bedste.
- Jeg ved ikke, om man kan få helt styr på det, så den er nok ikke 100 procent god, men jeg kan godt fyre den af i morgen, hvis jeg lige får varmet stemmen ordentligt op. Men til prøven i morges havde jeg ikke nogen chance.
"X Factor"-finalen bliver sendt fredag den 1. april klokken 20 på DR1.
Får du BILLED-BLADETs nye nyhedsbrev? Klik her og meld dig til!