Virkelighedens curlerkonge: Her er hans store kærlighed
Hver søndag kan man i øjeblikket se “Carmen Curlers” på DR, hvor man følger den excentriske Axel Byvang, spillet af Morten Hee Andersen, i sin iver efter at få succes med de elektriske curlers.
Samtidig smuldrer det på hjemmefronten, og hustruen Tove, spillet af Rosalinde Mynster, flytter fra ham.
Serien er skabt ud fra historien om Arne Bybjerg – virkelighedens curlerkonge, der revolutionerede skønhedsindustrien i 1960’erne med papillot-succesen Carmen Curlers.
Siden solgte han sit livsværk og flyttede til Australien. Men inden han rejste, nåede han at møde sin store kærlighed.
Den fandt han i den 18 år yngre Lise-Lotte, som han giftede sig med i 1967, efter at være blevet skilt fra sin første kone.
Arne og Lise-Lotte mødte hinanden gennem Lise-Lottes far, der var Arne Bybjergs læremester og gode ven.
Parret, der sammen er forældre til to sønner, bor stadig den dag i dag i Australien – nærmere bestemt Brisbane.
Fra sit første ægteskab har den i dag 94-årige Arne Bybjerg også to sønner.