Ventetiden har været lang: DR afslører endelig nyt om sæson to af Orkestret
Til sommer er det to år siden, at den første sæson af ”Orkestret” havde tv-premiere, og nu er DR endelig klar med sæson to.
Første sæson vandt flere flotte Robert-priser, herunder for årets korte tv-serie, i 2023, så der er store forventninger til de 10 nye afsnit.
Rasmus Bruun og Frederik Cilius er tilbage som henholdsvis den konfliktsky leder Jeppe Nygren og den konfliktoptrappende klarinettist Bo Høxenhaven.
Siden sæson et sluttede, er der i fiktionens verden gået 16 måneder – meget er ved det gamle, men der er også sket forandringer.
Blandt andet er Jeppes ærkerival, Simon Elliot, blevet kærester med hans ekskone, Regitze, og ikke mindst er han trådt ind i rollen som reservefar som hans datter.
Jeppe er desuden blevet forfremmet og er nu chef for det hele, idet hans gamle chef, Gertrud, er blevet forperson i bestyrelsen.
Der er dog røde tal på bundlinjen, så Jeppe må kæmpe for, at Orkestret ikke drejer nøglen om.
Han bor ikke alene, selv om han er blevet skilt, for Bo Høxenhaven rykker ind hos ham som en anden hotelgæst, idet hans egen mor er blevet syg med leukæmi og er blevet indlagt.
De to bliver begge udfordret yderligere, da Simon Elliot vender tilbage til orkestret som 1. klarinettist – Bo havde ellers udset sig den tjans.
Foruden Rasmus Bruun og Frederik Cilius vender også Lise Baastrup, Neel Rønholt og Caspar Phillipson tilbage i sæson to af ”Orkestret”. Her møder man også den nye kantinedame, der spilles af Lene Maria Christensen.
Der er premiere på sæson to af ”Orkestret” fredag den 12. april. Der kommer 10 ny afsnit.