Veninderne Ditte Hansen og Louise Mieritz springer ud som Ditte & Louise
Komedieserien ”Ditte & Louise” handler om to veninder, der begge skuespillerinder, men ingen af dem er slået igennem; den ene fordi hun sagde nej til for meget – og den anden fordi hun sagde ja.
Serien er skrevet af Ditte Hansen og Louise Mieritz, der også spiller hovedrollerne som… nå ja, Ditte og Louise.
- Vi har lånt af vores egne personligheder, karaktertræk, smertepunkter og troldsplinter. De to hovedpersoner er kvindelige skuespillere og midt i livet – begge 44 år, som vi er, forklarer Ditte Hansen i BILLED-BLADET nr. 23.
Selvom Ditte Hansen hedder Ditte og Louise Mieritz hedder Louise i serien, er det dog stadig fiktion, seerne kan se på DR.
De to hovedpersoner deler et kontor i indre København, hvor de skriver sammen. Det har ikke kun udmøntet sig i en TV-serie. Hvad de to ellers har oppe i ærmet, kan du læse om i denne uges BILLED-BLADET, som er på gaden nu.
Ditte Hansen og Louise Mieritz’ TV-serie ”Ditte og Louise” har premiere fredag aften kl. 21.55 på DR1.