Ude af Alene i vildmarken: Så meget tabte de sig
Torsdag aften var det ægteparret Danielle og Patrick, som besluttede, at de ikke længere ville være ”Alene i vildmarken”.
Kulden og manglen på mad gjorde, at de efter 24 dage så sig nødsaget til at tage hjem.
Danielle: Min krop kunne ikke mere
- Jeg ville ønske, vi havde været der længere tid, men det var det rigtige. Min krop kunne ikke mere, fortæller Danielle.
- Vi ved begge, at det var den rigtige beslutning. Selvfølgelig er vi øv, men det er så nemt at sige i dag, hvor vi har det godt og har en varm seng, lyder det fra Patrick.
Særligt Danielle havde i flere dage kæmpet med kulden, og under hele opholdet i vildmarken fangede de blot godt 30 fisk. Der var derfor ikke meget energi tilbage hos parret, og manglen på mad kom tydeligt til udtryk på deres kroppe.
Danielle tabte ni kilo, mens Patrick tabte 15 kilo på de 24 dage, de var af sted.
- Det var den vildeste fornemmelse at komme i bad første gang efter, hvor man kunne bruge sæbe og mærke sine skuldre og ryg for første gang i lang tid. Jeg kunne mærke knogler og nye steder af min krop, jeg ikke har mærket før. Det var virkelig ubehageligt, fortæller Patrick om sit store vægttab.
Da de to kom hjem, gik der nogle dage, før de igen kunne spise almindeligt. Den første uges tid var de på en særlig diæt for at vænne kroppen til en mere almindelig kost. Det betød, at både Danielle og Patrick kun skulle spise 500 kalorier om dagen i en periode.
Vi er blevet tættere
Det er for længst blevet hverdag igen, og parret et glade for, at de sagde ja til eventyret.
- Vi er bare blevet meget tættere, fortæller Danielle.
- Det har været 100 procent positivt, supplerer Patrick.
- Vi er blevet bedre til at kommunikere. Hvis man kan holde hinanden ud derude, hvor man fryser og ikke har meget mad, så er der ikke så meget at diskutere derhjemme, lyder det fra Danielle.
Ligesom seerne ikke ved, hvordan ”Alene i vildmarken” slutter, ved Danielle og Patrick heller ikke, hvordan det er gået for de andre par, så det har været spændende at følge dem i programmerne.
- Vi hepper bare på dem alle sammen. Vi ved, hvor hårdt det var til sidst, så vi har så meget respekt for dem alle sammen, siger Danielle.