Trine Dyrholm glæder sig til ny sæson af Arvingerne
Det er et år siden, at anden sæson af TV-serien ”Arvingerne” løb over skærmen, og nu skal Trine Dyrholm og resten af skuespillerholdet i gang med at indspille tredje sæson af den populære serie.
- Vi går i gang med optagelserne på mandag, og det kommer til at køre det meste af året. Jeg glæder mig rigtig meget til det, fortalte Trine Dyrholm til BILLED-BLADET, da hun var til gallapremiere på filmen ”Kollektivet” i Imperial.
I ”Arvingerne” spiller hun blandt andre sammen med Jesper Christensen, Mikkel Boe Følsgaard, Carsten Bjørnlund, Lene Maria Christensen og Marie Bach Hansen.
Trine Dyrholm er hemmelighedsfuld
Anden sæson af ”Arvingerne” sluttede med, at man så de fire søskende, Signe, Gro, Emil og Frederik, gå i samlet flok op mod Grønnegården, efter at de i længere tid havde skændtes og sloges.
Hvad tredje sæson kommer til at handle om, må Trine Dyrholm ikke løfte sløret for.
- Jeg må desværre ikke udtale mig om det, lød det hemmelighedsfuldt fra den 43-årige skuespiller, som er nomineret til en Robert-pris for sin rolle i "Arvingerne II".
”Arvingerne III” bliver efter planen sendt på DR1 i 2017.