Tilde er ude af Den store bagedyst: Derfor gik det galt
Tilde Munkholm har imponeret uge efter uge i ”Den store bagedyst”, og i sidste uge vandt hun tilmed det eftertragtede mesterbagerforklæde.
Derfor kom det også som en overraskelse for mange, at det lørdag aften var hendes tur til at forlade bageteltet på Clausholm Slot.
Tilde: Det var rigtig hårdt
Selv håbede Tilde til det sidste på, at hun kunne få en uge mere, men hun var også klar over, at hun lå til en bundplacering.
- Det var rigtig hårdt, for jeg håbede, jeg kom endnu længere, fortæller Tilde, der havde haft en svær uge op til, at program seks skulle optages.
- Jeg havde haft en rigtig frustrerende uge op til programmet. Der var ikke noget, der havde fungeret hjemmefra, så jeg mødte ikke op med den samme selvsikkerhed. Jeg var meget usikker på, om det, jeg skulle lave, ville fungere, for det havde det ikke gjort derhjemme.
Ekstremt presset
Tilde havde været utrolig tidspresset i dagene op til, hvor hun blandt andet også havde sit arbejde at passe, og det afspejlede sig altså også i selve programmet, hvor der blandt andet var problemer med glacen.
- Jeg kom i frustration til at koge glacen for meget, og det gjorde, at den blev sej. Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan man være rigtig ærgerlig over nu. Men det sker, når man er i det kæmpe pres, fortæller Tilde.
Tilde blev meget rørt
Følelserne sad da også helt uden på tøjet, da det stod klart, at heller ikke Tildes mesterværk blev den succes, som var nødvendig for at sikre hende en uge mere i teltet.
- Jeg græd også meget uden for kameraet, fordi jeg var så ærgerlig. Jeg vidste godt, hvor det bar hen, men da jeg så fik krammere af alle de andre, påvirkede det mig meget, og jeg blev rørt. Det var hårdt at høre, det var forbi, fortæller hun.
Det skyldes, at Tilde virkelig har nydt at være med i ”Den store bagedyst”, selvom det også har været langt hårdere, end hun havde regnet med. Og dertil har hun også fået mange nye, skønne venner ud af det.
- Det har været en kæmpe oplevelse, og det er det vildeste, jeg nogensinde har prøvet. Det var meget overraskende, at det var så hårdt at være med. Det har været det hele værd, men det var hårdt at være med, for man vil så gerne gøre det godt, og så bliver man mere perfektionistisk og kan derfor også blive mere ked af det.
Tilbage i konkurrencen er nu Frederik, SæÞór, Anelise, Johanne og Anna-Kathrine, der fortsat kæmper om at blive vinder af ”Den store bagedyst” 2021.