1. aug. 2024
Af Caroline Andersen

Stor ændring i Danmarks tøjdesigner: Denne designer overtager posten efter Anja Camilla Alajdi

Søren Le Schmidt, Mette Bluhme Rieck og Anja Camilla Alajdi
Søren Le Schmidt, Mette Bluhme Rieck og Anja Camilla Alajdi i "Danmarks næste tøjdesigner"
Foto: Per Arnesen/ DR
Den nye dommer i DR1-programmet "Danmarks næste tøjdesigner" er endelig blevet afsløret.

Det er tung post, som den nye dommer i "Danmarks næste tøjdesigner" skal løfte.

Der er nemlig en designer, der skal overtage dommerpladsen fra Anja Camilla Alajdi, som er dronning Marys stylist.

I en pressemeddelelse har DR ny afsløret, hvilken designer, der kan kalde sig dommer i det populære tv-program.

Det er nemlig designer Susanne Guldager, der gennem mange år også har undervist i bæredygtig mode på Københavns Erhvervsakademi, som skal være med til at udvælge og vurdere de spirende designeres tøj.

– Jeg har sagt ja til at være dommer i "Danmarks næste tøjdesigner", fordi det er en fantastisk chance for at inspirere unge designere til at forstå vigtigheden af håndværk, pasform og materialevalg i forhold til klimaet, siger Susanne Guldager i meddelelsen.

Der er dog et par velkendte ansigter, der vender tilbage i den nye sæson af programmet. Designdommeren Søren Le Schmidt fortsætter posten som dommer i programmet – og det samme gør sig gældende for Mette Bluhme Rieck, der atter vender tilbage som vært på programmet.

Første afsnit af "Danmarks næste tøjdesigner" kan ses på DR1 og DRTV fra onsdag 21. august.

Læs mere om: