13. maj. 2024
Af Laura Dalgård Hansen

Stéphanie Surrugue oplevede Eurovision-kaos helt tæt på: Afslører nye detaljer

Stéphanie Surrugue 
Stéphanie Surrugue
Foto: Søren Jul Lamberth
Årets Eurovision endte på flere måder dramatisk, og Stéphanie Surrugue, der uddelte Danmarks point i den store finale lørdag aften, afslører nu nye detaljer.

Tilbage i 1956 blev det allerførste Eurovision afholdt, og lørdag den 11. maj blev musikshowet atter afviklet.

Denne gang var det Schweiz, der løb med sejren, men showet vil blive husket for meget andet.

Op til årets Eurovision var der meget delte meninger om, hvorvidt Israel burde udelukkes fra konkurrencen som følge af krigen i Mellemøsten, men dagen før showet var det et andet land, der løb med store dele af omtalen.

Fredag kom det frem, at Holland ikke deltog i generalprøven, og lørdag blev det meddelt, at hollandske Joost Klein var blevet udelukket fra den store finale lørdag aften. Han er mistænkt for ”ulovlige trusler” torsdag aften i forbindelse med afviklingen af den anden semifinale, og politiet efterforsker nu sagen.

Stéphanie Surrugue fulgte begivenhedernes gang ganske tæt, selv om hun ikke var i Malmø. Hun var nemlig udvalgt til at uddele Danmarks point lørdag aften, ligesom hun også var en del af generalprøverne, der fandt sted fredag.

Og allerede her opstod der drama.

- Jeg havde forestillet mig, det var en lille, nem, sjov opgave, og pludselig var jeg viklet ind i et storpolitisk drama, der blev vildere time for time, fortalte korrespondenten, da hun mandag aften var gæst i ”Aftenshowet”.

Stéphanie Surrugue skulle uddele point fra et studie i DR-byen, og flere gange i forbindelse med generalprøverne skete der uventede og mærkværdige ting.

Det hele begyndte for alvor, idet det kom frem, at Holland ikke ville være en del af generalprøverne, og på daværende tidspunkt vidste Stéphanie Surrugue ikke, om landet ville blive diskvalificeret, men ’internettet sprang i luften’, som hun beskriver det i ”Aftenshowet”.

Under generalprøven havde Stéphanie Surrugue fået at vide, at hun skulle afgive Danmarks 12 point til Portugal, og det gjorde hun, men den finske talsperson gjorde ikke, hvad hun havde fået besked på. Under generalprøven havde hun fået at vide, at hun skulle give de 12 point til Israel, men det nægtede den finske talsperson, der i stedet gav de 12 point til Irland, hvilket skabte forvirring hos værten i studiet, sagde Stéphanie Surrugue, som i øvrigt også fortalte, at den franske kunstner afbrød sin egen optræden under generalprøven for at komme med et budskab om, at vi skal være forenede om musikken på en kærlig og fredelig måde.

Så hvad Stéphanie Surrugue til at begynde med havde anset for at være en hyggetjans, udviklede sig pludselig noget anderledes, og gennem et hektisk Eurovision-døgn blev der SMS’et løs med kollegaerne om det store drama.

- Min tommelfinger er stadig øm, sagde Stéphanie Surrugue mandag aften i ”Aftenshowet” oven på årets udgave af Eurovision, der sent vil blive glemt.

Læs mere om: