Spiller Cornelius i Troldehjertets Hemmelighed: Her har du set Rasmus Bruun før
I påsken er det igen muligt at følge herskab og tjenestefolk i Lindestrup, for her sender DR den nye serie ”Troldehjertets Hemmelighed”, som bygger videre på fortællingen fra ”Julehjertets Hemmelighed”.
Siden december er byen sluppet af med den skruppelløse Gyda og hendes hjælper Lars Ravn, hvis plan om at kidnappe nissen Rumle heldigvis gik i vasken.
De to er ikke med i den nye påskeserie, som foregår om sommeren, men til gengæld er der dukket en ny, mystisk mand op i byen - Cornelius. Han har til opgave at udrydde alle trolde, og han bliver spillet af Rasmus Bruun.
Han har været i mediebranchen i lang tid, hvor han især har lavet en masse radio, men de senere år er han også dukket op på tv mange gange – blandt andet i DR-programmerne ”Operarejsen” og ”Orkestret”.
Begge dele har han lavet sammen med blandt andre sin mangeårige makker, Frederik Cilius. De to blev især kendt for at lave ”Den korte radioavis” på Radio24syv.
Rasmus Bruun blev en del af DR’s talenthold i 2005, og i dag er han kendt som både komiker, skuespiller og journalist.
40-årige Rasmus Bruun er gift med Bodil, og sammen har de døtrene Lilli, Iben og Rose.