Sonja Richter om Amanda i Bedrag: Et meget besværligt menneske
Der er masser af drama i ”Bedrag”, og for tvillingerne Amanda og Simon Absalonsen eskalerer det i den grad i aftenens afsnit af serien.
Længe har de to været presset af Nova Bank, som ønsker at opkøbe banken.
De giver endnu et bud i samarbejde med en engelsk investor, som er et for højt beløb til at afslå med det samme. Simon, spillet af David Dencik, ønsker heller ikke at afslå buddet, og det skaber splid mellem de ellers så tætte søskende.
- Jeg holder meget af min karakter, men jeg har også lidt ondt af ham, fordi han er en lidt kuet herre. Han og tvillingesøsteren har arvet en bank, men hans søster har nogle andre værdier end ham og udfordrer hele tiden deres forhold. Hun er lidt af en mundfuld, fortæller David Dencik.
Amanda skaber drama
Sonja Richter kan absolut nikke genkende til, at den del af tvillingeparret, som hun står for, er den mest dramatiske.
- Det er omkring Amanda og hendes bank, at problemerne opstår. Amanda er et meget besværligt menneske, fortæller Sonja Richter.
De kommende afsnit vil vise om søskendeforholdet overlever mere drama fra Amandas side, når sjette episode af ”Bedrag” bliver sendt næste søndag.
LÆS MERE: Thomas Bo Larsen om "Bedrag": Mads får posttraumatisk stress