Søs Egelind: Jeg tager styringen derhjemme
- Det bliver en noget voldsom og grænseoverskridende opgave, som jeg håber ender i noget fantastisk smukt, fortæller Søs Egelind inden optagelserne af det første af de i alt fem programmer af DR1's underholdningsprogram "Maestro".
Her skal hun for første gang forsøge at styre det 92 mand store DR SymfoniOrkester med dirigentstokken.
- Jeg er nok den, der tager styringen derhjemme. Det vil min familie nok sige ja til, men nu må vi se, hvordan jeg griber denne opgave an, smiler Søs. Hun har ved siden af udfordringen haft travlt med de sidste optagelser af filmen "Lærkevej - til døden os skiller".
Ikke nem at imponere
Søs Egelinds datter, Molly på 23 år, er netop kommet ind på Skuespillerskolen i Odense.
- Ja, det bliver spændende. Jeg har det helt fint med, at hun skal være skuespiller. Hvis bare hun finder det rette job og bliver lykkelig. Jeg er meget positiv over for det, og hun ved lidt om, hvad hun går ind til, for hun har set mig enormt hysterisk op til en forestilling, så jeg er helt rolig ved hendes valg. Jeg tror, at det er svært for børn af skuespillere, når de finder ud af, at de vil gå samme vej. Jeg er nok ikke så nem at imponere, og der er en vis blufærdighed fra min datters side, samtidig med at hun kan tvivle på, om hun nu er god nok. Vi skal jo være så meget i dag - vi skal være tynde, leve sundt, se godt ud og være på toppen.
Søs' yngste datter, Carla på 18 år, går i 2. g, og begge døtre er "på toppen over", at deres mor skal prøve kræfter med dirigentstokken.
- De skal nok støtte mig og samtidig dø af grin, når jeg kommer til at vise mit temperament. Det kan jeg vist ikke undgå.