Søren Vester tog en stor beslutning og forlod I hus til halsen: Derfor gjorde han det
I flere år har Line Franck, Dennis Lindequist og Søren Vester udgjort ekspertteamet i boligprogrammet ”I hus til halsen”, men det ændrer sig nu.
I sæson 12, der har premiere onsdag den 27. december, er Søren Vester blevet skiftet ud med en ny designer.
Det er 50-årige Kalle Thesbjerg, som seerne nu skal lære at kende som DR-programmets nye designer.
Det var dog Søren Vesters egen beslutning at stoppe i det populære program efter syv år.
Da han offentliggjorde nyheden i foråret 2023, satte han også ord på sit exit. Og det har været flere år undervejs.
- Når jeg laver mine haveprogrammer til DR, så ligger det lige oveni ”I hus til halsen”-optagelserne, så jeg har bare arbejdet i døgndrift i to år. Det kan man gøre i et stykke tid, men til sidst bliver man nødt til at sadle om, sagde Søren Vester til BILLED-BLADET og uddybede:
- Når man laver ”I hus til halsen”, er man 100 procent på. Man er væk en uge ad gangen, og det har altså nogle omkostninger i forhold til familien og det lokale foreningsliv, som jeg er en del af. Der er en grund til, at vi er flyttet til Thise, og det er, at det er en skøn plet, hvor vi gerne vil være.
Det kom som et chok for de mange fans af ”I hus til halsen”, da Søren Vester valgte at stoppe, men han fortryder ikke sin beslutning.
- Det er en kæmpe beslutning at tage. Men nu har jeg lavet det i syv sæsoner, og man skal også passe på, at man ikke kommer til at gro fast, fastslog Søren Vester til BILLED-BLADET.
Sæson 12 af ”I hus til halsen” har premiere på DR1 onsdag den 27. december kl. 20.00.
Der kommer 9 afsnit i den nye sæson. De første 7 afsnit kan allerede nu ses på DRTV.