Skete der en ulykke med kasser på virkelighedens Carmen Curlers? Forfatteren bag serien fortæller
I "Carmen Curlers" får Bo og Svend bygget afskærmning rundt om karret med opløsningsmidlet tri.
Men det skal vise sig ikke at være den bedste idé.
Det ender nemlig i en ulykke, hvor fabriksmedarbejderen Else får afskærmningen – der helt simpelt bare er en masse stablede trækasser – i hovedet.
Hun bliver kørt på hospitalet i en tilstand, hvor hun ikke kan føle sine ben.
"Carmen Curlers" er baseret på virkelige hændelser, men meget af det er fri fantasi fra manuskriptforfatteren Mette Heenos side.
Og hvad så med ulykken?
– Det med kasserne er fiktion, fortæller hun til BILLED-BLADET.
Alt kunne klares med en bajer
At det kunne give bivirkninger at gå og snuse til opløsningsmidlet, passer dog, som BILLED-BLADET skrev i sidste uge.
Det har været meget vigtigt for Mette Heeno at beskrive tidens arbejdsmiljø.
– Det kommer ud af min research, hvor det slog mig, bl.a. når jeg talte med folk fra den rigtige Carmen-fabrik, hvor lidt fokus, der var på det. Fra folk, der stod og indåndede giftige dampe til folk, der faldt ned og slog sig uden at have en fagforening eller andet i ryggen. Det var som om, at alting kunne klares med en bajer nede i kantinen, og lederne blev ansat på deres glatte ansigt eller som hos Carmen Curlers – ud fra deres stjernetegn. Det synes jeg er sjovt i forhold til i dag, hvor folk jo nærmest er overkvalificerede til alting, og man skal kunne forvaltningsloven udenad for at blive piccolo, siger hun.